Få voksne borgere i dette land har ikke hørt om det forfærdende Hamas-angreb 7. oktober og om de voldsomme bombardementer af Gaza lige siden. Senest også med landkrig og skærpet konflikt på Vestbredden.
Hovedpointerne og slagordene lyder nu selv på dansk. Stridende parter beskylder også her hinanden for det værste. Der lyder barsk kritik af folk, der ikke starter med afsky for angrebet på Israel med de omkring 1.400 dræbte og de flere hundrede gidsler. Og modsvaret kommer prompte: Der er akut brug for fordømmelse af, at det israelske angreb på Gaza nu har kostet omkring 10.000 palæstinensere livet.








