»Vi blev fuldstændig latterliggjort«

Det var måske ikke så meget replikken om kvindeoprøret i sig selv, som det var det, at det var hende, der sagde den:

Malene Schwartz, markant dansk karakterskuespiller og i den grad så kendt for sin rolle som skrøbelige Maude i ’Matador’, at hun stadig identificeres med den. Og her skurrer Malene Schwartz’ kvindepolitiske replik måske:

»Vi finder os sgu ikke i noget«, svirpede hun i et interview i ugebladet Alt for damerne tidligere på måneden med hende og tre andre kvindelige hovedroller fra tv-serien ’Matador’.

Når mænd bliver ældre, bliver de interessante. Kvinder bliver bare gamle, lød det i interviewet. Og det har givet genlyd og vakt opsigt i en grad, som Malene Schwartz ikke forstår:

»Det er jo ikke ligefrem et nyt emne«, bemærker hun tørt.

Men vigtigt er det stadig, tilføjer hun. Selv om der er sket en del med kvinders roller, siden 87-årige Malene Schwartz var ung – eller siden Maude sidst gik »op og lagde sig« – er der stadig slagside i behandlingen af skuespillere:

»Når man som kvindelig skuespiller bliver 35-40 år, begynder man at blive uinteressant«, siger Malene Schwartz.

Hun kan ikke komme i tanke om konkrete eksempler. Men hun ser det omkring sig: Mandlige skuespillere med gråt hår kan sagtens spille videre, måske endda med et renommé som attraktive sølvræve. Kvinder får ikke så tit chancen:

»Mænd må det hele. De klarer sig smaddergodt, når de er gamle og grå. Det gør kvinder ikke«, mener Malene Schwartz.

Men en 38- eller 58-årig skuespiller skal vel heller ikke spille hovedroller som Julie i ’Romeo og Julie’?

»Nej, det ved da Gud, hun ikke skal. Men vi taler ikke nødvendigvis om store stjerneroller. Der er en hel undergrund af andre muligheder for at bruge kvinder, som ikke er helt unge mere. Men det gør man ikke. En pålidelig kilde i branchen, som jeg talte med, fortalte mig om et eksempel, hvor en 35-årig kvindelig skuespiller blev sminket ældre for at kunne spille mor til en 15-årig. Det er altså grelt«.

For tidligt på den til oprøret

Selv blev Malene Schwartz uddannet i 1957, og hun var for tidligt på den til at være med i kvindebevægelse og ungdomsoprør, siger hun. Men det har »selvfølgelig smittet af«.

For eksempel husker hun, hvordan hun reagerede, da hun blev belært om sin plads som kvinde, da hun i 1961 blev gift første gang:

»Der var et større klientel af venner og bekendte, som var absolut imod, at jeg blev ved med at være skuespiller, nu hvor jeg var blevet gift. Jeg skulle gå hjemme. Men skuespillet var jo mit liv. Det kunne ikke falde mig ind at høre på dem!«, siger hun.

»For mig var det simpelthen så gammeldags, at det var ubærligt«.

Tiden arbejdede for Malene Schwartz:

»Det sjove var, at da der var gået ti år, havde alle kvinderne i den klike et arbejde«, husker hun.

I sin karriere som skuespiller har Malene Schwartz spillet et hav af kvinderoller fra – som det hed i traileren – »den yndige Betina« i ’Komtessen’ og teaterprimadonnaen i ’Frøken Nitouche’ til Alison i ’Ung vrede’ og bærende roller i dramatik af Sartre og Anouilh, Norén, Shakespeare og Ipsen. I en årrække var hun også en fast del af Det Kongeliges ensemble.

»Jeg har haft store roller og både bærende og fantasifulde roller, så jeg skal ikke klage. Men jeg var også med som den unge, yndige pige i et hav af film. Jeg tænkte bare ikke over det dengang, da jeg jo netop havde alderen til rollerne«.

Malene Schwartz har ikke selv mærket, at hun skulle være blevet glemt eller sorteret fra på grund af alder, og det er der en grund til, understreger hun.

Alle er lige

Da Malene Schwartz nåede 40-års alderen – den alder, som hun beskriver som den farlige i en kvindelig skuespillers karriere – tog hun et ryk, der umiddelbart gjorde, at hun ikke selv kom til at opleve den frasortering, som hun har set mange andre kvindelige skuespillere opleve.

Sammen med Lone Hertz blev hun direktør for Bristol Teatret i København. I en verden af mænd og efter en ansættelsesprocedure, hvor fem herrer »sad og stirrede afventende på os«.

Med chefstillingen skulle hun ikke vente på de få gode kvinderoller for dem på 40+. Men nedgørelsen var der alligevel. Den havde bare et andet ansigt:

»Vi blev fuldstændig latterliggjort af især nogle journalister. Det var åbenbart helt forfærdeligt, at de der to fine damer blev valgt til at være teaterledere. Et af de store medier – jeg husker ikke hvilket – skrev om os: »De har vor sympati, men hvor meget har de at have den i?«. Det skrev de!« siger hun.

»Og Kistrup (tidens store teateranmelder, Jens Kistrup, red.) var også efter os. Vi blev diskrimineret, ganske enkelt«, fortsætter hun med reference til anmelderens beske kommentar til ansættelsen, hvor han blandt andet anbefalede formanden for Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene, der stod for ansættelsen, at »gå uden om det stykke af Strøget, hvor Bristol Teatret ligger«:

»For det kan blive hans Waterloo«, mente anmelderen.

Var I bevidste om undertrykkelsen dengang?

»Det kom som en kæmpe overraskelse for os, må jeg sige. Og vi var rasende!« .

De to nye teaterdirektører svarede igen i interviews i blandt andet denne avis.

»Vi havde fået noget at kæmpe imod, må jeg sige. Og vi lykkedes jo. Vi skulle gruelig meget igennem først. Det var virkelig stormen om kvinden«, ler hun.

»Men der var ingen, der sagde noget bagefter, da de så, at det gik«.

Vil du betegne dig som feminist?

»Ja, det vil jeg da«.

Hvad betyder det for dig at være feminist?

»Hvordan forklarer jeg det ...? For mig betyder det noget i retning af, at jeg som kvinde er lige så meget værd som en mand«.

Af præcis den grund efterlevede Malene Schwartz sammen med Lone Hertz i deres direktørtid på Bristol og senere Aveny Teatret et princip, der på den tid var banebrydende: ligeløn. Både for mænd og kvinder, stjerner og vandbærere.

»Der var meget modstand mod det, og det kan jeg sådan set godt forstå. Men det havde vi bestemt: Alle er lige. Også økonomisk«.

Det vil jeg mene har været fremsynet på det tidspunkt ...

»Ja, jeg tror ikke, der var andre, der gjorde det. Og jeg tror simpelthen ikke, at man fattede, hvorfor stuepigen, der kom ind på scenen med et brev, skulle have det samme som ham eller hende, der spillede hovedrollen. Det var også det vanskelige og det, der blev det vanskeligste efter ti år«.

Blev det svært at tiltrække stjernerne?

»Ja. Det kan være svært at leve op til det hele, ikke? Det er svært at behandle alle lige«.

Bedre chancer i Frankrig

Malene Schwartz er sig ikke bevidst, at hun selv som teaterdirektør på fire forskellige teatre har diskrimineret i sit valg af kvindelige skuespillere til de store roller. Omvendt kan hun heller ikke sige, at hun gjorde noget aktivt, da hun havde muligheden for at rette op på kønsbalancen:

»Det var ikke noget, jeg aktivt tænkte over eller besluttede mig for at gøre. Det kan jeg ikke pynte mig med«.

Hun har ingen entydig forklaring på, hvorfor rollerne til kvinder »i en vis alder« begynder at dø ud.

Måske skriver dramatikerne færre roller til kvinder, der ikke er unge mere, eller måske har der i et fag, hvor der typisk har været flest mandlige instruktører og ledere, været en tendens til, at de ansætter andre mænd, foreslår hun.

»Men det sære er, at de kan finde ud af det i Frankrig og især i England«, mener hun og nævner serier som ’Barnaby’, som rummer »roller i alle aldre«.

»Der er jo altid både ældre og yngre kvinder med«, siger hun.

»I hvert fald er det meget mærkeligt at se på, at så kan man pludselig ikke bruges, ikke fordi du ikke har talent, og ikke fordi du ikke kan spille den rolle. Men simpelthen fordi du er for gammel. Og her taler vi 35-40 år i den her verden. Det synes jeg er rystende«.

Maudes skygge

Selv har hun i højere grad oplevet en anden form for frasortering: Rollen som Maude Varnæs i ’Matador’ blev »spillet en milliard gange« og blev så ikonisk, at Malene Schwartz nærmest blev set som Maude, hvilket efter hendes overbevisning var en grund til, at instruktørerne sidst i karrieren holdt sig fra hende:

»Det er sådan i dag, at folk kommer hen til mig og siger: Goddag, Maude. Maude som figur er blevet en slags ikon, og det har så gjort for mig personligt, at der var ingen, der ville bruge mig i film mere. Og jeg forstår det godt«, siger hun.

»I det sekund jeg kommer ind i en film, vil folk tænke: Maude. Og det går jo ikke. Så Maude-rollen har sat et præg på mig, som kan virke mere eller mindre hæmmende på andre opgaver. Jeg er helt sikker på, at det har forhindret mange ting i min skuespillerkarriere«.

Men skulle Ghita Nørby eller Kirsten Olesen så ikke blive læst lige så meget som Ingeborg og Agnes? Hvad tænker du, der er specielt ved Maude-rollen?

»Maude er en helt anden type, og hun har fået så mange særlige replikker, som folk kender og husker. »Nu går jeg op og lægger mig« ... Det bliver ved med at klistre til mig«, siger Malene Schwartz, der tidligere har joket med, at det skal stå på hendes gravsten.

Har det ærgret dig?

»Jaah, det har været lidt irriterende, synes jeg. Men jeg forstår det godt. Og jeg har som sagt haft en spændende karriere og har ikke noget at klage over«, svarer hun og citerer sig selv fra bogen ’Livet er ikke for begyndere’:

»Livet er ikke for begyndere. Ikke engang for let øvede. Du skal meget igennem, og du skal klare det. Og sådan har vi det alle«.

Skulle nogen komme forbi med en rolle i morgen, er det dog Malene Schwartz, der takker nej:

»Jeg har haft en, synes jeg, fin karriere. Nu skal jeg have lov at have lidt fred«.

Men at deltage i debatten om kvinderoller holder hun ikke op med, senest altså med tre andre kvindelige karakterskuespillere fra ’Matador’:

»Vi har siddet og set den her forskelsbehandling finde sted, og det er noget, vi stadig gerne vil påtage os at kæmpe for: at det forandrer sig. For det er ikke i orden«.