Danmarks bedste arbejdsplads. Med ligeløn og 32-timers arbejdsuge.
Sådan lød ambitionen hos den danske spiludvikler Triple Topping Games, som de seneste år har høstet overskrifter for sit fokus på at skabe et bedre arbejdsmiljø og samtidig hentet millioner i offentlige støttekroner fra Det Danske Filminstitut (DFI).
Men nu er Triple Topping gået konkurs.
Det annoncerede firmaets medstifter og ejer, Astrid Refstrup, på det sociale medie X.
»At drive et spilstudie er et privilegium, en magtposition og et kæmpe ansvar, og i løbet af det seneste år har jeg ikke været i stand til at leve op til det, uden at det fik konsekvenser for mit hold«, skriver Astrid Refstrup.
Hun nævner, at 2023 har været et hårdt år for spilindustrien, og at hun selv har kæmpet med helbredsmæssige udfordringer.
En af Triple Toppings store satsninger er ’Dead Pets Unleashed’, der beskrives som et feministisk spil, hvor man styrer et rockband.
Ifølge en opgørelse fra DFI har ’Dead Pets Unleashed’ i alt modtaget mere end 4 millioner kroner i støtte til udvikling og produktion.
Men spillet er endnu ikke udgivet.
Astrid Refstrup skriver, at der arbejdes på at finde en løsning for ’Dead Pets Unleashed’ og Triple Toppings tidligere spiludgivelser.
Hos DFI fortæller redaktør Simon Løvind, at ’Dead Pets Unleashed’ er et af de spil, der har modtaget flest støttekroner. Han regner med, at det trods konkursen stadig vil blive udgivet.
»Vi forventer, at rettighederne til spillet bliver solgt til tredjepart«, siger Simon Løvind.
Et tidligere forsøg på at samle penge ind til spillets udvikling via platformen Kickstater mislykkedes, da indsamlingen ikke nåede sit mål.
Ingen spidse albuer
Siden Triple Topping belv oprette i 2017, har firmaet blandt andet udgivet spillet ’Welcome to Elk’, som modtog en række priser og nomineringer.
Men også Triple Toppings fokus på at skabe et anderledes arbejdsmiljø har vakt opmærksomhed herhjemme og i udlandet.
Hvis man vil være Danmarks bedste arbejdsplads, er man nødt til at gøre det ordentligt
Ifølge Triple Toppings medarbejderhåndbog fik alle medarbejdere det samme i startløn (med en bonus til dem, der havde børn), der blev ikke serveret alkohol på arbejdspladsen, og arbejdsdagen var syv timer lang med op til en times frokostpause.
I 2020 blev Astrid Refstrup hyldet som en gamechanger af branchemediet GamesIndustry.biz for sit forsøg på at ændre arbejdsforholdene i spilbranchen.
»Hvis man vil være Danmarks bedste arbejdsplads, er man nødt til at gøre det ordentligt. Derfor arbejder vi ud fra en overbevisning om, at hvis der er klare retningslinjer, og man ved, hvordan det er på arbejdspladsen, så er der ikke nogen, der skal have spidse albuer«, sagde Astrid Refstrup til Femina i 2021.
Firmaets ansatte er i forbindelse med konkursbegæringen blevet afskediget.
fortsæt med at læse








