På fotografierne ser man en venlig ældre herre i jakkesæt og slips, en fin mand af nærmest ubesværet elegance.

Utroligt nok fortæller ingen af disse billeder om Georges Batailles indre uvejr; de afslører intet af denne radikale tænkers besættelse af det »obskøne«, det grænseoverskridende, af erotik og død, ødselhed og spild, som han bragte sammen i en filosofi, der skulle tage arven op fra Freud, Nietzsche og Kierkegaard og forstå mennesket efter Guds død.