DR’s satireflagskib ’Tæt på Sandheden’ har de seneste dage fået kritik fra forskellige dele af det politiske liv.
Det begyndte med en klumme i Berlingske, hvor politisk kommentator Bent Winther kritiserede DR’s satire for at levere »simpelt råberi og simple standupgrovheder«.
Særligt det populære satireprogram ’Tæt på Sandheden’ og dets vært, Jonatan Spang, fik en overhaling af Bent Winther, som kritiserede Spang for at kalde politikere svindlere og pampere i flæng og for i dette års nytårskavalkade at sige:
»Jeg bedøver jer med hyggelige vittigheder og forhindrer jer i at flå pamperne ud til efterkritik og uforpligtende guillotinering på Christiansborg Slotsplads«.
»På den måde løber satiren i disse år altid i samme retning, som snakken gør nede på bodegaen. Den giver fordommene medvind og udfordrer dem meget sjældent«, skrev Bent Winther.
Min oplevelse er, at publikum sagtens kan se, at alle jokes baserer sig på fakta
»Det alvorlige er, at mange får deres eneste viden om dansk politik gennem disse filterløse standupkomikere, som DR i mange år har lukket ind i bedste sendetid«.
Siden erklærede flere folketingspolitikere sig enige i kritikken. På det sociale medie X har blandt andet folketingspolitikeren Jan E. Jørgensen fra Venstre reageret:
»Jeg ELSKER ’Tæt På Sandheden’ – men på det seneste har de ramt skævt en del gange, og så er det ikke sjovt. Al satire er ikke sjovt – det forudsætter, at det rammer rigtigt«.
Journalister faktatjekker
Men nu svarer Jonatan Spang på kritikken, som han kalder »noget diffus«.
»Bent Winther savner, at vi i ’Tæt på Sandheden’ holder os tættere til fakta for ikke at mislede publikum. Min tillid til publikum er større end Bent Winthers. Min oplevelse er, at publikum sagtens kan se, at alle jokes baserer sig på fakta, men naturligvis forstærkes med vittigheder«, skriver Jonatan Spang til Politiken.
Noget af Bent Winthers kritik går på, at en del af ’Tæt på Sandheden’s publikum kun får deres information om dansk politik fra disse satireformater. Dermed tror de, at det, der bliver præsenteret, er den hele sandhed, som Winther sagde i P1 Morgen.
Men det er en påstand, som Jonatan Spang savner belæg for.
»Jeg stiller mig også tvivlende over for påstanden om, at mange er holdt op med at følge politik på grund af vores program, da mit indtryk faktisk er det modsatte«.
Et lignende forsvar er hovedforfatteren på ’Tæt på Sandheden’, Michael Christiansen, også tidligere kommet med på X:
»Diskuter endelig ’Tæt på Sandheden’. Det er vel en del af konceptet. Men lad være med at påstå, at vi bare selv opdigter vores facts. Alle kilder står decideret til højre i billedet, og 2 journalister proofreader (læser korrektur, red.) manus flere gange om ugen. Ellers kom med jeres eksempler«, skrev han.
fortsæt med at læse






