Over tusind svenske kunstnere vil have Israel udelukket fra dette års Eurovision Song Contest.
Eksempelvis har den svenske sangerinde Robyn skrevet under på en underskriftindsamling, der kræver, at Israel bliver udelukket på grund af krigen i Gaza.
»I over 100 dage har vi været vidne til, at den israelske hær begår, hvad menneskerettighedsorganisationer betegner som grove krigsforbrydelser«.
»Over 25.000 palæstinensere er blevet dræbt og mere end 10.000 af dem er børn«, lyder det blandt andet i appellen, der er blevet sendt til arrangøren af sangkonkurrencen, European Broadcasting Union (EBU).
Ud over kunstneren Robyn har også den svenske sanger Eric Saade, operasangerinden Malena Ernman, bandet Fever Ray og musikeren Cherrie skrevet under på appellen sammen med mange andre kunstnere.
De peger på, at EBU forbød Rusland at deltage i Eurovison Song Contest efter invasionen af Ukraine, og at Belarus blev udelukket af showet på grund af manglende pressefrihed.
I sidste uge krævede flere kunstnere fra både Island og Finland også, at Israel udelukkes.
Her har 10.000 personer fra Island skrevet under på en appel, som kræver, at landet boycutter Eurovision, hvis Israel deltager.
Ligeledes krævede 1400 finske kunstnere det samme.
Finalen i Eurovison Song Contest finder sted i Malmø 11. maj.
ritzau









