Finansieringen til at genskabe vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse er ifølge TV 2 Øst faldet på plads.
Der er fundet 59,5 millioner kroner til at genskabe et udsnit af Trelleborg med voldgrav og palisader.
Projektet ventes at stå klar i slutningen af 2026.
Trelleborg er en af fem ringborge i Danmark, som blev opført af kong Harald Blåtand, der regerede Danmark i årene 958 til 987.
De øvrige borge er Nonnebakken i Odense, Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro samt Borgring ved Køge.
Borgene blev sidste år optaget på FN’s liste over steder, der er benævnt som verdensarv.
En oplevelse af vikingetiden
Museumschef på Trelleborg Anne-Christine Larsen har store forventninger til genskabelsen af vikingeborgen.
»Det, som har givet udfordringer ved Trelleborg, er, at det nationale monument er en ruin, og den kan godt være svær at forstå, fordi det er en jordvold med markeringer«, siger museumschefen til TV 2 Øst.
»Så det, vi gerne vil, er at lave en levendegørelse af Trelleborg, hvor vi giver publikum en oplevelse af at være til stede i vikingetiden«.
Hun forventer, at den genskabte vikingeborg vil øge antallet af besøgende fra 75.000 til op mod 100.000 personer om året.
Borgene er kendetegnet ved, at de er opbygget som en cirkulær vold med porte.
Trelleborgene var ifølge opslagsværket denstoredanske.dk opført som led i en storstilet forsvarsplan mod udefrakommende fjender.
De betegnes ifølge opslagsværket som regionale magtcentre og som politiske prestigeprojekter.
ritzau
fortsæt med at læse








