Sean ’Diddy’ Combs undskylder for sin opførsel på en video fra 2016, hvor man ser ham overfalde sin daværende kæreste, Cassie Ventura.
Det gør rapperen i en video, som han har delt på det sociale medie Instagram søndag.
På videoen fra 2016, som CNN bragte fredag – og kan ses nederst i artiklen – ser man ’Diddy’ blandt andet slå og sparke sin daværende kæreste på en hotelgang.
»Det er meget svært at reflektere over de mørkeste stunder i ens liv, men nogle må man gøre det«, siger ’Diddy’ søndag om sin egen opførsel i Instagram-videoen.
»Jeg var helt ude af den. Jeg havde nået bunden. Men jeg kommer ikke med undskyldninger. Min opførsel på den video er utilgivelig«, fortsætter han.
»Jeg tager fuldt ansvar for mine handlinger i den video. Jeg er frastødt. Jeg var frastødt dengang, da jeg gjorde det, og jeg er frastødt nu«.
Ventura sagsøgte rapperen sidste år, men sagen endte med, at der blev indgået forlig.
I Instagram-videoen søndag siger ’Diddy’, at han siden er gået til psykolog og har været på afvænning.
»Jeg beder ikke om tilgivelse. Jeg er i sandhed ked af det«, afslutter 54-årige ’Diddy’ videoen.
Advarsel: Voldsomme billeder:
Video: Ritzau Scanpix/AP
ritzau
fortsæt med at læse






