Interviewserie
»Den flytning ændrede mit syn på, hvad et hjem er«
Marie Louise Tüxen havde en kernefamilie og et dyrt køkken fra Unoform. Så blev hun skilt. Og dekorerede væggene i sin nye lejlighed med hjemmelavede tegninger.
Her fortæller forfatteren og podcastværten, hvordan hun for 15 år siden gik i oprør mod hjemmets betydning.
-
Foto: Mads Nissen
For 15 år siden blev jeg skilt og flyttede fra det hus, jeg havde boet i med min søn og eksmand. Den flytning ændrede mit syn på, hvad et hjem er.
Tiden før skilsmissen var et klassisk familieliv på en dejlig villavej. Vi brugte meget tid og mange penge på at gøre vores hus til et godt hjem; samlede kunst og indrammede i passepartout, købte et dyrt køkken i valnød fra Unoform. Alt sammen, fordi det betød noget at skabe nogle smukke rammer for os selv og for de venner, der kom på besøg og så kunne sige: »Gud, hvor bor I skønt«.
Men så styrtede det hele sammen om ørerne på os. Hjemmet faldt som et dumt korthus. Og jeg gik i oprør. Jeg blev vred på hele det her med hjem og på ideen om, at rammerne skulle betyde så meget.
I den allerførste tid efter bruddet boede jeg på et værelse hos en ven, så min søn kunne blive i huset, mens min eksmand og jeg flyttede ind og ud hver uge. Det var ikke optimalt. Men det var der intet, der var i den periode, hvor alt var i opbrud. At bo på den måde var egentlig bare endnu en måde at ligge fladt ned på. Helt bogstaveligt på en rullemadras på et gennemgangsværelse med ting, der ikke var mine, i en lejlighed, hvor der var fester på tidspunkter, jeg ikke tænkte, at der skulle være fester.
Hjemmet faldt som et dumt korthus. Og jeg gik i oprør
Ret hurtigt fandt jeg heldigvis en lille lejlighed på Islands Brygge, hvor min søn og jeg kunne flytte ind. Den var jeg meget tilfreds med. Det var, som om de få kvadratmeter i sig selv signalerede, at jeg ikke længere tillagde det en større betydning, hvor og hvad jeg boede i.
Serie
Når flyttebilen er kørt
Juli og august er højsæson for flytninger. Nogle lavpraktiske, andre livsomvæltende. Men hvornår er flytninger frisættende, og hvornår er de det modsatte? Og hvad betyder de for kreativiteten og det kunstneriske arbejde? Det har Politiken talt med fire kulturpersoner om.
I den nye lejlighed tog jeg mig selv i at efterstræbe en uordentlighed. Jeg gik meget ud i de uger, hvor min søn ikke var hjemme, og der overnattede tit venner og flyvske bekendtskaber. Jeg havde hjemmelavede tegninger på væggen, fæstnet med en tegnestift, og i stedet for en bogreol ville jeg have stablede bøger på gulvet. Det skulle være et rigtigt bohemehjem.
For Marie Louise Tüxen blev stablede bøger en måde at tilstræbe en uordentlighed på i sit hjem.
Jeg forkastede samtidig min tidligere boligsituation og sagde ting som: »Gud, hvor er det også røvsygt at købe en designerstol og have køleskabet fyldt med økologiske drikkevarer«. For nu var jeg sådan en fri sjæl, der skrev om natten på et glas whisky. En af grundene til, at jeg havde det sådan, var selvfølgelig, at det nu engang var sådan, mit liv var blevet. Så fandt jeg et narrativ, der gjorde det muligt for mig at omfavne den skæbne. I dag er det tydeligt for mig, at jeg omsatte noget skilsmissesorg til et opgør med hjemligheden.
I samme periode tog mit skriveri fart. Nok netop fordi alle facader var faldet. Jeg var alene og havde reelt ikke et arbejdsliv oppe at køre. Til gengæld skete der så enormt meget i mit indre liv. Det satte nogle tanker fri til at skrive på en helt anden måde end før. Jeg fandt min kunstneriske kerne i skriften. Faktisk tror jeg ikke, at mit arbejdsliv havde set ud, som det gør i dag, hvis ikke jeg havde oplevet dette brud. For da jeg ikke længere var en del af en enhed med et andet menneske, måtte jeg helt klichéfyldt søge efter, hvem jeg så var. Og jeg blev faktisk en ganske anden.
Marie Louise Tüxen bor stadig i den lejlighed, hun flyttede ind i efter sin skilsmisse for 15 år siden.
I dag bor jeg stadig i den lejlighed på Islands Brygge. Men mit forhold til hjemmet har ændret sig meget. Det gik for alvor op for mig for nylig, da der blev lavet noget rørarbejde i min ejendom, og alle lejligheder var uden vand, så jeg stod i kø til toiletvognen i gården med mine naboer, som var vi på festival. Det var lidt off. I sådan en andelsforening kender man jo hinanden lidt, men alligevel slet ikke. Så udveksler man lidt tøhø-sætninger i køen, indtil der er en, der åbner døren, og man skal ind og sidde i hans odeur, på hans varme sæde. Lidt svært at arbejde med.
Derfor lånte jeg en lejlighed, da arbejdet trak ud. Det gik jo fint. Men det var også en port til at forstå, hvor meget der skal til, før jeg føler mig hjemme. Det kan være helt minutiøse ting, som at spejlet skal hænge et sted med lysindfald, når jeg skal tage makeup på. Det fungerer ikke lige så godt på et badeværelse uden vinduer. Alle ens små rutiner flimrer ved fraværet, men også de ritualer, som ikke er for andres blikke.
Nu var jeg sådan en fri sjæl, der skrev om natten på et glas whisky
Den største opdagelse, jeg gjorde mig, var dog, hvor meget det betyder for mit velvære at have et hjem. Mens jeg boede i den lånte lejlighed, følte jeg mig stresset. Da jeg kom hjem, sænkede roen sig, selv om byggeriet på ingen måde var færdigt. Der kom en erkendelse af, at jeg faktisk har et stort behov for et helle og for at omgive mig med den æstetik og funktion, jeg har udvalgt.
I dag ville jeg heller ikke kunne skrive uden en base. Jeg har brug for et punkt, jeg kender. Så kan jeg derfra bevæge mig ud i ukendte og fremmede situationer og hente indtryk ind. Men jeg skal hjem for at kunne sætte det på formel og forstå det. På den måde har jeg fået et mellemværende med kunstnermyten om, at det kræver kaos og stor lidelse at skabe kunst. På den ene side fandt jeg netop ud af mere om at skrive, da jeg var i sorg. Men samtidig har jeg lært, at jeg skal bruge nogle trygge rammer for at lykkes med en kunstnerisk proces.
Når jeg i dag ser tilbage på tiden efter bruddet, prøver jeg at tage på mig, at det åbenbart var noget, jeg legede, da jeg sagde, at hjemmet ikke betyder noget. For det gør det. Og nu står mine bøger i en indbygget reol.