Det var en af den slags koncerter, hvor man efter de to første numre – eller hvad man nu skal kalde det – tænkte: Det kan godt gå hen og blive en langstrakt affære.

For selv om hovedpersonen, den 40-årige amerikanske tenorsaxofonist og komponist James Brandon Lewis, bogstaveligt talt blæste enhver tvivl om sin instrumentale overlegenhed bort, var ekvilibrismen en kende overvældende. Fra top til bund og tilbage i et rasende tempo med en tone og en timbre så voldsom og fuldfed som en blåskimmelost fra Auvergne.