Forlagene spytter dem ud for tiden, og mange af dem er af høj kvalitet. Lad os se på tre af de nyeste graphic novels.
’Møgmis’, den elsker de, også de yngste
Forfatter Sophie Souid og tegner Thomas Hjorthaab har ramt en nerve, og fireren med undertitlen ’Himmel og helvede! Død som en sild’ holder niveau. Her er katten Møgmis’ ejer og frenemy Sivert taget på koloni, og i ’Toy Story’-stil går vi ned i knæhøjde og oplever, hvordan Møgmis og alle nabokæledyrene kan tale og har en verden for sig selv. En rigtig balladeverden, der i Siverts fravær går ud på at terrorisere hans værelse ved at drysse lopper i sengen og pisse i hans Playstation 5. Men det er ikke ufarligt, og under optøjerne mister Møgmis på skøre måder alle sine ni liv og ender i limbo. Skærsilden materialiserer sig her som et klassisk venteværelse, hvor Møgmis selvfølgelig trækker nummer 666 og tager plads inden himmel/helvede-afgørelsen.



























