Hvad kan få en mor til ikke at kunne elske sit lille barn? Hvilke trængsler skal et barnløst par igennem for at få succes med en fertilitetsbehandling? Mellem disse to eksistentielle yderpoler bevæger Benjamin Koppels nye roman sig. Den er en opfølger til romandebuten ’Annas sang’, som udkom for et par år siden.
I ’Sommerfuglens stemme’ blænder han endnu engang op for familien Koppelman, som indvandrede fra Polen til Danmark tidligt i det tyvende århundrede, for kærligheden til musik og for erfaringen af afgrundsdyb gru, og igen spiller en ældre, udvandret jødisk kvinde en afgørende rolle.

