Litteraturens undersøgelse af verden har altid været afgørende for det oplysningsprojekt, Politiken identificerer sig med, og Politikens Litteraturpris blev sat i verden for at kunne gøre endnu mere for at fremhæve den bedste nye danske litteratur. Den er siden starten i 2012 gået til en perlerække af prisvindere, som hver har modtaget 200.000 kroner.
Det har vi lavet om på for bedre at kunne fremhæve de meget forskellige kvaliteter, som de bedste bøger har, hvad enten de byder på store læseoplevelser, sætter strøm til samfundsdebatten, fornyer sproget eller formår det hele på en gang. Litteraturen er en frodig have at gå på opdagelse i. Et sted, hvor mange stemmer taler.
Det nye er, at man ikke kun kan stemme én gang, men fire gange inden for fire forskellige kategorier. Når alt er talt op, kårer vi fire vindere og belønner dem med 50.000 kroner hver.
Bøgerne i den første kategori peger på, hvordan det er at leve og bo i Danmark. Den anden kaster nye perspektiver ind i den livsvigtige fælles samtale om, hvem vi er, og hvad vi vil med hinanden. Den tredje rummer værker, der åbner til eksistensens inderste rum, og den fjerde er fuld af oplevelser til de yngste læsere. Ingen ambition kan være større for Politikens Litteraturpris end at bidrage til at stimulere læselysten i Danmark – særligt hos børn og unge.
I løbet af de næste uger kan du læse mere om de nominerede forfattere og deres bøger.
Her er de fire kategorier, som hver rummer tre værker.
1. DER ER ET YNDIGT LAND
Social baggrund og opvækst former vores liv og vores drømme og længsler. Hvor finder man det gode liv, hvis bagagen er tung, og hvad er forskellen på flugt og frihed?
Liv Duvå: Ned fra himlen. Gads Forlag
»’Ned fra himlen’ er en straight-up socialrealistisk betonroman. Hardcore opdateret arbejderlitteratur, der handler om livet i og omkring de ikoniske 16-etagers højhuse i Brøndby Strand. Det er en velfærdsutopi, Liv Duvå vækker til live. Hvilken forestilling om det gode liv voksede den her arkitektur ud af? Hvilket håbefuldt sind gik beboerne i gang med at fylde køkkenskabene med? Sådan spørger den ret storslåede roman med et udforskende blik, der både ser de knuste drømme og utopierne«.
Ida Dybdahl
Christina Hagen: POW POW POW. Gyldendal
»Det, Christina Hagen bombarderer os med, er en nærmest rytmisk opremsning af vold som noget almindeligt. Digtene er skrevet med den ultimative følelsesmæssige og æstetiske distance, men uden at man på noget tidspunkt kan være i tvivl om deres virkelige, rå smerte. Det føles som en virkelig erfaring at overleve ved at lave sjov med sin smerte, ved at tilgive og leve side om side med dem, der har gjort én ondt. Hagens digte er fantastiske, fordi det er banalt, når man forklarer det, men uforklarligt, blødende, virkeligt, mens man læser det«.
Sigrid Adamsson
Thomas Boberg: Insula. Gyldendal
»Er det muligt at være eventyrer og opdagelsesrejsende i Danmark? Thomas Boberg skriver om at være flyttet til en lille unavngiven ø, når han folder øens særlige kludetæppe-folklore ud, og der er noget ved det åbne i hans skrift, der afspejler, hvordan alle ser alt på øen. At øens indre er svimlende, samtidig med at intet kan skjules. Bobergs skrift er en særlig form for magisk eller mytisk dokumentarisme eller syret realisme eller autofiktion, som ikke er orienteret mod intimsfæren, men mod fantasien, geografien og geologien«.
Alexander Vesterlund
2. DEN FÆLLES SAMTALE
Uden bøger, der bearbejder de ømme punkter i samfundet og giver nye perspektiver på vores værdier, kommer vi ikke videre. Den bedste litteratur nærer tænkningen om samfundet og flytter bevidsthed.
Emma Holten: Underskud. Politikens Forlag
»Bogen tager udgangspunkt i Holtens egne oplevelser af omsorg i forbindelse med svær sygdom og livskrise. Men den er en forrygende idéhistorisk gennemgang af den økonomiske videnskab fra 1600-tallet frem til i dag, og hvordan økonomien har bemægtiget sig politik og i sin higen efter at blive en matematisk eksakt videnskab har måttet udgrænse omsorg. Bogen begynder således med heksejagt og ender i Finansministeriets ligevægtsmodeller, som viser sig ikke så lidt skæve. Må hendes kritik af omsorgens manglende rolle i økonomi få betydning vidt og bredt«.
Karsten R.S. Ifversen
Steffen Stubager: Familien Hassan. Politikens Forlag
»Tiden er fuld af selvbiografiske beretninger, og de fleste af dem er hurtigt glemt. Sådan bør det ikke gå for denne på en gang barske, nøgterne og vigtige fortælling, som er fremragende skrevet. Vor tid belønner autenticitet, og den gløder på hver linje i denne fine bog, som udvider forståelsen af Hassan-familiens og lignende familiers miljø og baggrund. Med Yahya Hassans død brændte et lys ud alt for tidligt. Det vidnesbyrd, hans familie nu har fremlagt, viser, hvor usandsynligt det var, at det overhovedet kom til at brænde«.
Jes Stein Pedersen
Kristian Leth: Verdens vigtigste bog. Lindhardt og Ringhof
»Kristian Leth er eminent til at formidle kompleks viden på en medrivende og forståelig måde, der ikke fortynder stoffet. I det her tilfælde er indholdet og Leths bearbejdning af det så tankemæssigt vidtrækkende og så oplagt at diskutere, at man som læser er glad for, at forfatterens personlige stemme er til stede som en hånd, der tilbyder at hjælpe den nye i trafikken over gaden. Han er hverken for eller imod kristendommen og forkynder den altså ikke, men er dybt optaget af, hvad den er, hvordan den gennemsyrer vores danske bevidsthed«.
Dorte Hygum
3. DE INDERSTE RUM
Der er så mange måder at være menneske på. Så meget at forbinde sig med og lade sig inspirere af, mens man leder efter meningen med det hele.
Sebastian Nathan: Engle. Gads Forlag
»’Engle’ er tung og let på samme tid, klog og klar, simpel og smuk og en del af en større bølge i krydsfeltet mellem psykiatri, poesi og politik. Overordnet forsøger Nathan at finde et sprog for en erfaring, som er på grænsen til noget sprogløst, eller som i hvert fald næsten er ukommunikerbar. Der er en enorm ensomhed i den erfaring: »smerten/ ikke i benene/ den sidder i øjenkrogene/ fucking ensomme// og følelsernes dybde/ hallo«. Men der er også en modstand: »modstanden/ er den bevægelse der trods alt er/ i alt det der står stille««.
Mikkel Krause Frantzen
Maja Elverkilde: Jeg plukker græs. A Mock Book
»Maja Elverkildes inspirerende tekst er en hybrid mellem kondenseret dagbogsprosa, digt og miljøproblematikker. Den er digterisk i kraft af sit sprog og de repetitive mønstre, men betoner også vigtigheden af at gøre noget. ’Jeg plukker græs’ er en handling, der gentages som en messen, en lille poetisk forstyrrelse af en altomfattende destruktiv livsstil. Det er øko-utopisk, men også helt konkret praksis, når hun skriver »Jeg plukker græs, jeg øver mig, jeg vil findes som art blandt arter, ikke over, ikke under, bare del af det hele«.
Kim Skotte
Jonas Eika: Åben himmel. Basilisk
»’Åben himmel’ er en 700 sider lang pageturner om den kristne kvindebevægelse beginerne i Liège i Belgien i 1200-tallet. Man følger fem kvinder, når de beder deres bønner, når de går tur rundt i byen, når de væver, når de får syner. Der er et stille drama på hver eneste side, og der er ikke én sætning, som er blevet ofret på den historiske romans research-alter. Det er en historisk roman, men den er queer og fuld af utrolige skift mellem det overjordiske/spirituelle/ånden og det jordiske/materielle/kødet. Så fuld af religion og politik. Så fuld af omsorg og flammer«.
Mikkel Krause Frantzen
4. DET BEDSTE TIL DE YNGSTE
Der er mange måder at vokse ind i læsningens fantastiske verden på, og intet er vigtigere end at begejstre de yngste læsere og få endnu flere børn og unge til at gribe en god bog.
Dorte Karrebæk: Kælderdrengen. Jensen & Dalgaard
»’Kælderdrengen’ er skrevet til »Alle skolers Benni’er«. Benni er her en 10-12-årig kattelignende dreng, der lider af skolevægring. Men så skematisk er det selvfølgelig aldrig hos den underligt frit tænkende og vidunderligt frit tegnende evigt originale Dorte Karrebæk. Vi forstår bare, at skolens larm er overvældende, og at det kan være svært at sige ja til en legeaftale. Det bliver dystert, da Benni søger tilflugt i familiens kælderrum, indtil skolen en dag ringer. Men håbet vender tilbage, da klassekammeraterne Kevin og violin-Poul træder til«.
Ida Dybdahl
Jonas Kleinschmidt: Jorden kalder Chloe. Turbine
»Med ’Jorden kalder Chloe’ buldrer Jonas Kleinschmidt modigt og totalt overbevisende ind i science fiction-genren. I et atomkrigshærget USA i år 2031, hvor jordoverfladen er gjort ubeboelig, udspiller en underjordisk kærlighedshistorie sig i bunkerlandsbyen Trident Rock mellem 16-årige Chloe og Theo fra klassen. Det er et stærkt bud på vor tids – eller rettere fremtidens – ’Martin og Victoria’, tilsat økokollaps, ayahuasca og familietraumer. Og en slutning, der klart kalder på en 2’er«.
Ida Dybdahl
Mette Vedsø (tekst) og Sofie Louise Dam (illu.): Team Vildmark. Høst & Søn
»Det har været et utrolig godt år for danske tegneserier til unge læsere. Det her er en af de allerbedste, mest livlige og visuelt stimulerende. Drengen Bosse ser tilbage på de fatale hændelser til vennen Rios fødselsdag, der leder til en betændt konflikt mellem børn, forældre og klasselærer, men også på det fine venskab, der udspiller sig i vennens vildnis af en baghave, der med fantasiens hjælp transformers til vildmark. Her får Vedsø og Dam i fællesskab skabt nogle virkelig sjove, sansende legescener fortalt fra det store barns perspektiv«.
Ida Dybdahl
Sådan stemmer du
Politikens Litteraturpris 2024
Du kan deltage i afstemningen om, hvem der skal have Politikens Litteraturpris 2024, med en sms. Du kan stemme til og med 21. februar. Og du kan stemme på en forfatter i hver af de fire kategorier.
Her er forfatterkoderne, du skal bruge, når du stemmer via mobiltelefon (det koster almindelig sms-takst).
1. Der er et yndigt land
Liv Duvå: Ned fra himlen. Send: LD til 1218
Christina Hagen: POW POW POW. Send: CH til 1218
Thomas Boberg: Insula. Send: TB til 1218
2. Den fælles samtale
Emma Holten: Underskud. Send: EH til 1218
Steffen Stubager: Familien Hassan. Send: SS til 1218
Kristian Leth: Verdens vigtigste bog. Send: KL til 1218
3. De inderste rum
Sebastian Nathan: Engle. Send: SN til 1218
Maja Elverkilde: Jeg plukker græs. Send: ME til 1218
Jonas Eika: Åben himmel. Send: JE til 1218
4. Det bedste til de yngste
Mette Vedsø (tekst) og Sofie Louise Dam (illu.): Team Vildmark. Send: MVSLD til 1218
Jonas Kleinschmidt: Jorden kalder Chloe. Send: JK til 1218
Dorte Karrebæk: Kælderdrengen. Send: DK til 1218
Politikens Litteraturpris er sponseret af Politiken-Fonden. De fire modtagere belønnes med hver 50.000 kroner. Samtidig uddeles Frit Flet-prisen på 50.000 kroner.
Billet til prisfest i Pressen 12. marts kan købes ved at klikke her.
fortsæt med at læse

