Så er der nyt fra Lars Skinnebach, en dejlig nyhed i og for sig. ’I ly’ hedder den lille digtsamling på under 50 sider. Men der er noget, jeg ikke forstår.
Det handler ikke så meget om forståelsen af selve bogens tekster, der for eksempel lyder sådan her: »Gad vide om vandhullerne er tætte/ eller er de forbundne gennem nogle/ rør. Plaske, plaske gamle rør. Om dagen/ ligner det ler og mudder. Træerne er/ forbundne, ens. Jeg ælter jorden, graver/ om natten, går om dagen, holder udkig«.
