Jeg har en stor bule på venstre kind, og min mund hænger lidt skævt. Jeg ligner et voldsoffer efter at have fået en tand opereret ud. Det føles uprofessionelt at troppe op sådan, men kontroltabet er alligevel ikke stort nok til, at jeg flytter aftalen med en af Sveriges fremmeste tegneserietegnere, Liv Strömquist.
I hvert fald ikke efter at have læst hendes nye bog, ’Oraklet taler’. For den handler blandt andet om, hvordan vi må acceptere, at livet er uforudsigeligt, at vi ikke har kontrol. Hverken over lidelse, død eller hævelse efter et tandlægebesøg. Hvis vi lærer at acceptere det, får vi en lettere gang på jord.






