Dostojevskijs verden er »en verden af idioter og helgener og mordere, af hysteriske kvinder og forrykte narre, af gudssøgere og vellystninge i en og samme person, af epileptiske engle og mystiske djævle«, skriver den store danske slavist Adolf Stender-Petersen i sin litteraturhistorie. I ’Idioten’, som er skrevet i Schweiz og Firenze i årene 1867-68, kommer alle forfatterens temaer til fuld udfoldelse:

ydmygende fattigdom, kvinders og mænds sociale og seksuelle magt over hinanden og den deraf følgende udnyttelse, ekstase, grelle kontraster, en næsten pervers interesse for fornedrede mennesker, moralsk og social degradering, psykopatologi etc. etc.