Ole Lange er ikke karrig med tillægsordene i sin biografi om 1800-tallets store danske finansmand, C.F. Tietgen, der i sine velmagtsdage lagde fundamentet til virksomheder som Danisco, DFDS, GN Store Nord, Tuborg og B&W. Selv koryfæer som Mærsk Mc-Kinney Møller og ØK’s stifter, H.N. Andersen, blegner ifølge Ole Lange, når man stiller dem op ved siden af Tietgen, der i sin samtid gik under navnet Stormogulen. Om den ene er større end den anden, og hvordan man så end måler den slags, er ikke egentlig ikke synderlig vigtigt.
Kronen på værket
Faktisk er det ganske atypisk for Ole Lange at bruge kræfter på den type diskussioner. I modsætning til den strøm af erhvervsbiografier, der vælter ud fra forlagene i disse år, er der ingen tomme kalorier og personsnageri i Ole Langes beretning om Tietgen.
Her er det substans, væsentlighed og skarp analyse, der er i højsædet. Og ærlig talt: Det er der ingen i Danmark, der gør det bedre end Ole Lange. ‘Stormogulen’ er kronen på den erhvervshistoriske kæmpeindsats, Ole Lange har leveret de seneste 30 år. Mere end nogen anden er Ole Lange gået forrest i den kritiske historieskrivning, som har forandret dansk erhvervshistorie fra lobhudlende glansbilleder af erhvervskoryfæer til den gren af historiefaget, der i dag står stærkest, når det gælder om at berige os med ny og mytedræbende viden om vores fælles fortid.


