Det store hit på bogmarkedet er jo kendte personer, der skriver for hvem som helst (om hvad som helst!). Nu er turen så kommet til Manu Sareen. Og det er godt. »Manu-hvem?«, vil den opmærksomme læser vest for Valby Bakke spørge. Manu Sareen er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for de radikale og tillige integrationskonsulent.
Han ved, hvor skoen trykker. Og han ved, hvor han skal trykke igen for at få alle de indre svinehunde til at vælte ud af skabene. ’Iqbal Farooq og den sorte pjerrot’ er ganske simpelt et fund af en bog i genren falde på halen-komik.





