I modsætning til Norge er Danmark ret fattigt på litterære fejder, og de vækker derfor en del opsigt, når de endelig forekommer.
Som nu fejden mellem Kierkegaard-forskerne Peter Tudvad og Joakim Garff, der løb hen over avisernes sider for mere end et år siden. Fejden mellem de to handlede mest om forhold, der havde forbindelse til København. Her opholdt Søren Kierkegaard sig jo det meste af sit liv, og han kom helst ikke uden for voldene.







