Det, der gør Mads Qvortrups bog om Tony Blair til meget mere end en oplistning af mandens fejl og fortræffeligheder, er dens skildring af New Labour-lederens foragt for både parlament, embedsværk og politisk bagland. ’Tony Blair – en politisk biografi’ handler om politisk uskyldstab i en tid, hvor spindoktorer og eksperter får øget indflydelse, og den handler om uskyldstabets aflejring af en ny politisk sfære, hvor den demokratiske proces – der bl.a. er for langsom – erstattes af direkte henvendelser til populistiske instinkter i vælgermassen. Blair er først og fremmest den karismatiske og pragmatiske forfører. Han overlader Gordon Brown, både rival og makker, ansvaret for økonomien. Til gengæld lader Brown ham køre uhindret ud ad de populistiske tangenter.
En slags stiltiende magtdeling, og denne bog afdækker lag for lag, uden billige postulater, men også uden nåde, at den britiske premierminister ser sig selv som ’første-og-eneste-vælger’, når de afgørende beslutninger – f.eks. om krig og fred – skal træffes.
