Hov, hov, pas på, du ikke jokker de gamle damer ned«, udbryder en herre. »Jeg er selv en gammel dame«, snapper kvinden tilbage, mens hun snubleløber mod den sidste ledige stol, der viser sig at være reserveret. Vi er til uddeling af BG Banks Litteraturpris 2006 søndag formiddag på Scenen i BogForum. Det viser sig at være messens største tilløbsstykke, kun Jan Guillou har kunnet trække næsten lige så mange mennesker til, og allerede en halv time før ceremoniens begyndelse slanger en lang kø sig langs balkonen, hvor mange til sidst må give op.
Ida Jessen udråbt til favorit på forhånd
En lille time – og adskillige taler senere – lyder det muntert fra professor Jørn Lund:
»Nu skal vi se, hvad regnedrengene har fundet ud af. Det første, jeg tænker på i den sammenhæng, er, om Ida Jessen vil komme op og modtage hyldesten, for hendes bog har fået flest stemmer«.
Hvordan forfatteren ser ud i ansigtet netop i det øjeblik, hun bliver erklæret vinder af Danmarks største litteraturpris og 300.000 kr. rigere, er svært at sige. Hun sidder med ryggen mod publikum på første række med de to øvrige nominerede romanforfattere, Erling Jepsen og Thorkild Thomsen. Men en voldsom overraskelse kan det næppe være.
Ida Jessen var i forvejen udråbt som favorit, og resultatet af afstemningen har de tre fået, umiddelbart før de blev lukket ind på deres pladser: En tidligere nomineret forfatter skulle efter sigende været blevet så ilde berørt over at møde sit nederlag i fuld offentlighed for et par år tilbage, at priskomiteen var nødt til at indføre den regel. »Lige nu er jeg bare glad« I år har 29.000 danskere stemt. De fleste har altså peget på den 42-årige forfatterindes ’Det første jeg tænker på’: En realistisk roman, der udfolder sig i en lille by i nærheden af Limfjorden, hvor en kvindelig præst leder efter den flugtbilist, der dræbte hendes søn. Med Ida Jessens egne ord handler den om, »hvad der sker, når man mister én, man elsker«. Efter prisoverrækkelsen og efter at et par autografjægere har fået hendes navn skrevet i deres bog (»ja, undskyld, min hånd ryster altså lidt«), lykkes det Politiken at låne hende nogle minutter, inden hun bliver skubbet videre mod et tv-hold. Du har tidligere fortalt, at du ringede til din redaktør, kort før romanen skulle udkomme, og sagde, at den alligevel ikke kunne udgives, fordi du pludselig syntes, at den forekom hul og patetisk. Hvordan har du det lige i dette øjeblik med bogen? »Lige nu er jeg bare glad. Nu står jeg her og er bagklog og synes, det er godt, at min redaktør, Birthe Melgård, sagde, at jeg skulle tage mig sammen og bare rette kommaer. Men jeg tror, jeg kunne få fuldstændig den samme tvivl igen«.
