'Desperado’ har ingen genrebetegnelse.
Det er irriterende for en anmelder, men i dette tilfælde er det næppe risikabelt at fastslå, at der er tale om en slags midtvejsstatus eller erindringer fra den 45-årige Erik Steffensen, billedkunstner og siden 1998 professor på Kunstakademiet. I 2003 udgav Erik Steffensen en hudløs bog om sin underklasseopvækst i Valby, men med denne bog synes der at være kommet hård hud på både sjælen og albuerne.





