Sig mig lige - Martin Jensen

Lyt til artiklen

Hvorfor skriver du en hel serie? »En serie giver en umanerlig chance til at bevæge sig over mange hundrede sider i udviklingen af sine personer. Og da forlaget Klim, efter jeg havde skrevet en historisk roman, spurgte, om jeg ville skrive en historisk krimi- serie, var jeg jo så heldig at vide, det ville blive til flere. Jeg kunne lade en masse muligheder stå åbne og arbejde videre med dem. Derfor lagde jeg ting ind i den første bog, som kunne bruges senere. Såsom at Trund og Helvig blev venner, fordi jeg vidste, det skulle gå ad helvede til senere – det sker først i fjerde bog. Det har været en utrolig frihed at have en seks-syv bøger at udvikle tingene i. Jeg har boltret mig vældigt«. Hvorfor middelalderen? »Fordi vi trods alt ikke ved alt om den tid, kan jeg lyve. Jeg bliver ikke hængt op på, om jeg er helt korrekt i den historiske beskrivelse. Hvis man skriver om 17-1800-tallet, er man nødt til hele tiden at være sikker på, omspænderne på skoene nu virkelig også så sådan ud«. Du gør da et stort arbejde ud af at beskrive datidens retter: ærtemos, bedeskank, grød med flæsketerninger, skvalderkål og stob øl ... »Ja. En af mine store kæpheste er gastronomiens historie. Nogle siger, de må i køleskabet hele tiden, når de læser«. Dine bøger er også politiske, hvorfor det? »De handler meget om forholdet mellem magt og ret. Eske gennemskuer, at retten vokser ud af magten, men ser også sig selv som byens garant for, at det bliver til en vis grænse. Der er ingen grund til at skrive historiske romaner, hvis man ikke vil skrive om sin nutid. Og jeg synes, vi også i nutiden har eksempler på, at magten vrider retten«. Makkerparret i serien er Eske og Bane. Hvorfor altid makkerpar i krimier? »Man kører jo med den der Doktor Watson-figur, fordi han skal kunne stille alle de dumme spørgsmål. Men i ’Grevens mænd’ deler jeg makkerparret for at se, hvordan det går, og Eske klarer sig ikke særlig godt ved det«. Selv om anmelderne mener, at dine bøger i serien bliver bedre og bedre, har du planlagt kun at skive en til? »Som det ser ud nu, ja. Personerne skal stadig være spændende, og der skal være udviklingsmuligheder i dem. Jeg har ikke lyst til at skrive dem tomme«. Du er på alder med Eske Litle, og da jeg ringede til dig for at lave dette interview, sov du middagssøvn. Er han et alter ego? »Haha, nej, jeg er højere end Eske Litle. Jeg lægger nok noget af mig selv i mine personer, men jeg portrætterer ikke nogen, heller ikke mig selv«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her