Døden er en allestedsnærværende realitet, som vi kan forholde os til på forskellig vis.
Ifølge adskillige eksistensfilosoffer forholder mennesket sig ofte til døden ved ikke at forholde sig til den, og det vil jo sige ved at fortrænge den – eller ligefrem benægte den. De store verdensreligioner anvender en anden strategi. De fortrænger ikke døden, men forsøger – lidt flot sagt – at komme på venskabelig talefod med den ved at hævde et liv efter døden.





