Der kom for alvor international interesse omkring Tomás Eloy Martínez’ navn, efter at han havde udgivet romanen ’Santa Evita’ om den berømte og berygtede Eva Perón og ikke mindst Argentina som modsætningernes land. Hovedstaden Buenos Aires spiller også hovedrollen i hans nye roman, ’Tangosangeren’, fra 2004, som vi nu kan nyde i en fin fordanskning af Annette Rosenlund. Romanens fortælling er lagt i munden på en ung amerikansk mand, Bruno Cadogan, hvis navn hurtigt bliver forvansket til Cogan. Han er ved at skrive sit speciale om tangoens oprindelse og rejser i den forbindelse til Buenos Aires. Her opholder han sig i det forgældede land nogle måneder fra efteråret 2001 til foråret 2002, hvor alt ender i kaos med to præsidenter, der går af med fjorten dages mellemrum, vild inflation og voldsomme uroligheder.
Den unge mand bliver et forvirret vidne til dette kaos, mens han leder efter en tangosanger, den mystiske Julio Martel – krøbling og levende legende – der kun synger uanmeldt og på de mest mærkelige steder.







