En rejse til landet der ikke findes

Lyt til artiklen

Der er meget få steder tilbage i verden, som endnu ikke er blevet trådt flade af charterturismens moslende horder. Men for de få fuldblods globetrottere, der ynder at søge mod klodens mest eksotiske egne og uudforskede territorier, findes der endnu enkelte geografiske lokaliteter, der kan byde på oplevelser så fremmedartede og outrerede, at de med sikkerhed kun vil trække en lille hård kerne af frygtløse verdensfarere til. Sådan et sted er San Sombrero – en hengemt mellemamerikansk perle, hvis skønsomme blanding af letlevende kvinder, inciterende guitarrytmer og næsten halvårlige militærkup har sikret, at masseturismen endnu ikke har spoleret den stolte bananrepubliks nationale særpræg (faktisk har militæret så fast forankret en rolle i San Sombreros politiske liv, at spørgetiden i parlamentet omtales som »forhørstid«).

Kontrasternes land
Det er et kontrasternes land, hvor de katolske kirker tillader dyreofringer, skolekantinerne sælger lagret rom, og den eneste nobelfredspristager står anklaget for krigsforbrydelser. Hvor børsen accepterer naturaliebytte, grimhed er et officielt anerkendt handikap, og stort set alle kan læse og skrive (efter at man smed landets analfabeter enten i fængsel eller ud af landet).

Jetlag Travelguides har netop udgivet en fyldig rejsebogspastiche til denne nye ekstremdestination, der byder på et sandt overflødighedshorn af seværdigheder.

Fra Museo de Nicotinos flere end 7.000 udstillede historiske kunststykker fra Mayaernes rige (der dog alle stammer fra én og samme vase, som en fuld kustode tabte i sin tid), til den musikglade Lambarda-provins, hvor selv livreddernes advarsler om de hyppige hajangreb finder sted i form af en lille sang, og der tilbydes såvel massage som mindre plastikkirurgiske indgreb i strandens varme sand.

Grundig rejseguide Politisk interesserede kan gå en tur langs Bulavarda del Honorario, hvor de mange stjerner i asfalten markerer de steder, hvor kendte politikere er blevet skudt ned på åben gade, ligesom alle bør unde sig at se den særlige Bombarella-dans, hvor mænd med velvoksne hæle stamper løs på en bredskygget sombrero – en særdeles krævende dans – ikke mindst for den, der har sombreroen på! Den grundige rejseguide er fuld af nyttige tips og praktiske oplysninger. F.eks. kan det være rart at vide, at taxichauffører pålægger et gebyr på 10 cent, hver gang de bruger bremserne, ligesom det er værd at bide mærke i, at den avis, som på de finere hoteller vil blive skubbet ind under døren hver morgen, ikke er til læsning, men til brug som toiletpapir. Bogen anbefaler luksusmindede rejsende at tage ophold på det særligt romantiske hotel El Prostico, der både har vandsenge og jacuzzi. (Til gengæld skal man vare sig for ’voksenkanalen’ på hotellets tv, der blot er et link-up til overvågningskameraet i brudesuiten).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her