Den amerikanske filmkunstner David Lynch bad engang en psykoanalytiker om hjælp til at se sine indre dæmoner i øjnene.

Før han tog plads på ottomanen, måtte han dog sikre sig, at analysen ikke ville stække hans skaberevne eller ommøblere hans egenartede kunstneriske univers – og da den hæderlige psykiater ingen garantier kunne udstede, tog den lille mand med det høje hår sit gode tøj og gik. Forfatteren Katrine Marie Guldager er på dette punkt langt mere uforfærdet: Efter ni års psykoanalyse er hun i værste fald blevet en klogere skribent, og selv om nogle af hendes gåder rigtigt nok er blegnet efter tusind timer på briksen, har nye til gengæld meldt deres ankomst.