Et af de værste mareridt, forældre kan forestille sig – at man kun kan se hjælpeløst til, mens ens barn ligger ikke alene sygt, men muligvis pestbefængt på hospitalet – går i opfyldelse i denne svenske krimi.
Temaet er fugleinfluenza af allerværste grad, den, som smitter fra menneske til menneske. Den, som intet medikament kan stille noget op mod. De smittede skal isoleres fra de måske raske, og her hjælper ingen kære mor eller far. ’Fremmed fugl’ er Anna Janssons tredje krimi fra Gotland med kriminalkommissær Maria Wern som en af hovedpersonerne. Selv om den svenske ø er af overskuelig størrelse, møder Wern dog aldrig kriminalkommissær Anders Knutas.








