Det røde hesteikon stejler mod skjortebrystets nystrøgne himmelblå, og nordmanden med de brede skuldre og det venlige ansigt er ivrig efter at udlægge teksten i sin debutroman, ’Hestekræfter’. Et sted at starte er den bevingede hest på forfatterens skjorte.
Det er Pegasus, i den udformning olieselskabet Mobil valgte som sit worldwide brand i tresserne, og som mere end 30 år senere bliver ’våbenskjold’ for romanens hovedperson – med vægten ligeligt fordelt på våben og skjold. Skjorten er ikke lavet til markedsføring af ’Hestekræfter’s forfatter. Det er den ægte vare. »Jeg har købt skjorten af en, som har arbejdet for Mobil, mod at love ham at tage den på, hvis jeg skulle til udlandet. Nu har jeg holdt løftet«, siger Lars Mytting og klapper hesten blidt med et par fingre.





