Sig mig lige - Georg Ursin

Georg Ursin 73 år. Tidligere embedsmand ved centraladministrationen. Debuterede i 2005 med kriminalromanen Chenlein og Schmidt, som allerede året efter fik følgeskab af Arrivisten. Den navnløse bevægelse udkom i torsdags.
Georg Ursin 73 år. Tidligere embedsmand ved centraladministrationen. Debuterede i 2005 med kriminalromanen Chenlein og Schmidt, som allerede året efter fik følgeskab af Arrivisten. Den navnløse bevægelse udkom i torsdags.
Lyt til artiklen

Hvilke egenskaber giver Victor Chenlein sin styrke? »Egentlig ikke andet end at han er sådan en pæn gammel mand. Han er ubestikkelig, og så er han altid på den pæne side i interessekonflikter mellem folk, der er sagesløse, og de mennesker, der generer dem. Han er altid retfærdighedens og det skyldfrie menneskes forkæmper«. Bogen indeholder en kritik af ’aldersfascisme’ og ’sundhedsstalinisme’. Har du en hensigt med det? »Ja, i allerhøjeste grad. Bogen skulle jo gerne indeholde en advarsel imod disse tendenser, der, som jeg ser det, atter er under udvikling. Der har igennem tiden været andre bevægelser af den art. Tag bare inkvisitionen, hvor man forfulgte folk, der nød livet for meget. Pietismen tjente mere eller mindre det samme formål«. Er det en tendens, der er ved at melde sig igen? »Ja, tendensen til at blande sig i andres liv og til at ville regere med andres liv er begyndt igen. Sådan noget vil der altid være, men det er, som om det nu er ved at blive mere bastant. I min bog forbyder den navnløse bevægelse alt, hvad der er sjovt, mens de selv har det morsomt, fordi de kan regere. Det er noget, man ser alle steder, hvor der er mulighed for at udvikle en grotesk korpsånd, og hvor det er sjovt at sparke til folk, der ligger ned«. Hvorfor har du valgt kriminalromanen som din genre? »Fordi den er særlig nem at håndtere for en forfatter. Den indeholder knaldeffekter – dramatiske ting, som oftest mord, og det er nemt at hægte en handling op på. Hvis handlingen ikke gøres dramatisk, bliver den kedelig, og det kan ikke nytte noget. Jeg tror, det var Henrik Cavling, der i sin tid sagde, at en avisartikel skal bygges op som en fisk; den skal starte med et spidst hoved, så skal den have en lang trind krop og slutte med et smæk med halen. Det er et gammelt trick, og et princip, jeg som regel bruger«. Hvorfor udspiller handlingen sig i et fiktivt mellemeuropæisk land? »For det første, fordi jeg har en masse sympati for Mellemeuropa. For det andet, fordi jeg regnede med, at fyldte jeg bogen med dansk lokalkolorit, så ville den blive meget andedamsagtig og dødkedelig. Derfor har jeg valgt at henlægge den til et sted, der egentlig ikke eksisterer, men som er en blanding af alle mulige lande i Mellemeuropa«. Hvor længe kan Victor Chenlein fortsætte med at opklare mysterier? »Lige så længe han lever. Der er masser af sager, han kan opklare. Det er mærkeligt, at de bliver ved med at dumpe ned i hovedet på sådan en gammel pensionist, men han får en meget indholdsrig tilværelse på den måde, selv om han bliver lidt forpustet en gang imellem«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her