Man høster sjældent, som man sår

Lyt til artiklen

Ida Jessens nye noveller med tyngdepunkt i et ægteskabsdrama viderefører sporene fra hendes forrige romaner. En mand udefra kommer til byen. Han er bosnier, han vagabonderer, og der er en lugt af skidt og sprut omkring ham. Han slås mod fortiden og mod sin drift mod at gå i hundene. Men den lille nordjyske flække Hvium er ikke et sted, hvor man går ubemærket rundt. Vi har været der før, i Hvium. Første gang var i Ida Jessens roman ’Den der lyver’, hvor en læge kom til byen og fik rørt rundt i dramaer under lillebyens søvnige overflade. Anden gang var i ’Det første jeg tænker på’, hvor singlekvinden fra København kom på besøg hos sin veninde præsten og kom til at bevidne en familietragedie. Denne gang er det udlændingen og udskuddet, der er fremmedelementet, som bliver en del af det lille samfund. I denne proces bliver han vidne til et ægteskabs forlis.

Et lig på marken
Man skal ikke forvente, at alle tråde nu samles, eller at der er tale om en trilogi i almindelig forstand. Ida Jessens nye udgivelse består af ni noveller, hvoraf de fem udspiller sig i Hvium, hovedsagelig på Brogård, hvor ægteparret Ragna og Pauli driver en minkfarm. Ragna husker vi fra ’Den der lyver’, en kvinde i fyrrerne fuld af uforløste længsler. Hun kommer nu til at se sin glubske livsappetit lige i øjnene og – måske – erkende sin egen andel i sit forhadte liv, antyder Ida Jessen med en moralsk snert.

Bosnieren får arbejde på gården, og vi følger hans kamp med at rette sig op, mens han iagttager den ægteskabelige nedtælling. Heller ikke for Pauli er meget blevet, som han ønskede. I en af novellerne besigtiger han orkanens værk, der har revet de træer omkuld, som hans far engang plantede som en garant for sønnens fremtid. Nu er de værdiløse, rødderne revet op, en slags affaldstræ. Man høster kun sjældent, som man sår, må han konkludere.

Det er denne uforudsigelighed, der er på programmet i disse noveller – katastrofen, der lurer lige om hjørnet, og som på et øjeblik kan rive alt ned. Et lig dukker op på marken – er det Mannes, flugtbilisten fra forrige roman? Vi ved det ikke, men rystelsen forplanter sig til et skænderi mellem Ragna og Pauli af dimensioner, der som en orkan lægger alt øde. Der er ting, der ikke kan tåle at blive sagt, som simpelthen er for onde.

Uafslørede hemmeligheder

Det er et ægteskabsdrama af strindbergsk art, Ida Jessen skriver frem i portrættet af underhunden Pauli og den livssultne Ragna, der måske for sent erkender, hvordan hun har handlet med det, hun har. Også de noveller, der ikke er relateret til Hvium, kredser om spørgsmålet, hvad mennesker egentlig vil med hinanden, og ikke mindst hvad de gør mod hinanden.

Hverdagens rutiner, aflæst gennem Ida Jessens detailrealisme, udgør kun et meget tyndt lag fernis over afgrunde af ubearbejdet fortid og tilfældets blinde anslag. Det er som altid den højspændte dirren under Ida Jessens sikre og velordnede prosa, der gør læsningen af hendes bøger til så oprivende en affære.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her