Hans H. Graversen er ikke vor almindelige budbringer fra Irak.
Han er ikke en Karl Smart, ikke en jægersoldat, ikke en nyhedshungrende frontreporter. Han er ’bare’ en præst, som har taget turen som feltpræst i Camp Dannevang uden for Basra i det sydlige Irak. Hans bog er heller ikke en almindelig hårdt tunet frontberetning, ikke en sort-hvid dom over de sidste fire års krig og slet ikke et skarpslebent essay, faktisk synes det knap redigeret. Bogen er snarere en stribe højttænkende dagbogsblade fra en mand, der har set andre konflikter – i Bosnien 2001, Afghanistan 2002-03, 2004 og 2006. Nogen novice i krig er præsten altså ikke. Men altså: Her får vi præstens ret uredigerede tanker og oplevelser i Irak. Er det et korstog, vi har i gang, eller er det nødhjælp? Egenkærlighed eller næstekærlighed? Præsten er ikke sikker, i hvert fald ikke skråsikker. Helt efter bogen Hans vidnesbyrd er usædvanligt og læseværdigt, fordi det når ud over Camp Dannevangs sandsække og den stor- og mediepolitiske dagsorden, ud i Sydiraks støvede landsbyer, hvor børn vinker, kvinder har travlt med at knokle for føden, »og mænd har travlt med at være mænd og ingenting lave«.
