For tiden lanceres allehånde forskningsprogrammer under slagordet ’religionernes genkomst’, og medierne genlyder af begejstrede biskopper og imamers muntre bragesnak i så henseende.
I den værst tænkelige og mest banale variant hedder det, at vi moderne mennesker nu atter er ved at få sans for de spirituelle værdier i en materialistisk og gudløs verden; men modsat er der naturligvis også ateister, der er gået en kende for hårdt og fanatisk til modkamp. I dette nummer af ’Kritik’ tages handsken op på anderledes sober og effektiv måde: Stjernfelt sætter ganske enkelt en fundamental modsætning op mellem på den ene side tro på muligvis ikke-eksisterende væsener, der tilskrives alskens utrolige egenskaber, og så på den anden side den videnskabelige undersøgelse af verden gennem beskrivelse og eksperiment i en stadig selvrefleksiv respekt for falsifikation og verifikation; det sidste kobles desuden til de universelle borger- og menneskerettigheder, der tænkes liberalistisk, nemlig som almen ramme, inden for hvilken man kan sige og gøre alverdens ting og sager (herunder tro på havenisser og guder), blot man ikke krænker de øvrige individers basale rettigheder. Det er et stadig vigtigt og betimeligt forsvar for et vist mindstemål af kritisk rationalitet og human liberalisme. Det privates lønkammer Dertil kommer en hoben gode artikler, som jeg desværre kun summarisk kan omtale. I første sektion indvier Per Krogh Hansen os sobert i nyere fortælleteori, Stjernfelt selv og unge Nikolaj Zeuthen fouragerer i bevidsthedsteorien, mens vi i anden sektion kan bivåne glimrende indlæg om ’idiosynkrasien’ ved f.eks. Birgitte Rasmussen Hornbek, Helle Thylkjær Henriksen og Stig Sæterbakken. Endelig slutter Maria Brockhoff af med en skarp og interessant artikel om europæisk (og netop ikke amerikansk) konspirationstænkning, mens Devika Sharma oplysende og fint skildrer ’Abu Ghraib i kunsten’. Tilbage står imidlertid som det nok væsentligste den i disse år så ekstremt vigtige kamp for at rulle religionen tilbage, hvor den hører til: i det privates lønkammer, eller i troens ydre rum, det være sig moské eller kirke.







