Vidste De, at et menneske begynder at gå i forrådnelse 4 minutter efter dødens indtræden?
Ikke? Så er det, fordi De ikke har læst Simon Becketts nye krimi. Dr. David Hunter er retsmedicinsk antropolog – sådan en, der tager over, når selv retsmedicinerne har opgivet at klemme sandheden ud af knogler og kropsvæsker. Men staklen har tabt smagen for sit arbejde, efter at kone og datter døde i en trafikulykke. Derfor lægger Hunter liv og arbejde i London bag sig og søger job som landsbylæge – tilsyneladende uden at huske på, at netop den engelske landsbyidyl som bekendt er forbrydelsens og perversitetens arnested. For der går selvfølgelig ikke to vip med en lammehale, før en seriemorder er på spil i landsbyen, hvor de velklippede hække og pelargonierne i vindueskarmene atter danner kulisse. Og selvfølgelig går Hunter ind i jagten på seriemorderen. Det er rart og næsten hjemligt, at vi er i England, i stedet for, som så ofte med krimier, i USA. Og vi er uden tvivl mange, der endnu en gang vil falde for den klaustrofobiske landsbyidyl a la Barnaby. Gåsehudsgaranti Til at skrive ’Dødens kemi’ har den britiske journalist og forfatter Simon Beckett dog hentet inspiration på USA’s fremmeste retsmedicinske akademi i Tennessee, hvor man »på en intensiv og ualmindelig realistisk måde uddanner amerikanske politifolk og efterforskere«, som der står bag i bogen.





