En af kvaliteterne ved bogen ’Manifest’ er det, som ikke står i den.
Det er især ord som skattestop, kontraktpolitik og kvalitetsstandarder, som teksterne er herligt fri for. I bogen giver otte ungdomspolitikere fra hele det politiske spektrum deres bud på fremtidens Danmark. Det velgørende er, at de kommende politikere tør tænke anderledes. Tør have visioner. Og tør tale deres moderpartier midt imod. På den måde viser bogen, at politik kan diskuteres uden for den stramme spændetrøje, som Christiansborgs partipolitikere har iført sig. Selv seneste parti, Ny Alliance, har foreløbig ikke haft meget at byde på. Betegnende for dansk politik ved vi mere om, hvad partiet ikke vil – end hvad der er vejen frem. Politiske visioner i Danmark? Se på telefonbogens Gule Sider. Et fortidigt rædselsregime Sjovt nok erde unge borgerliges bidrag mest oprørske i forhold til partilinjen. Hos VU’eren Rune Toftegaard Selsing er der ingen problemer med at slagte velfærdssamfundets hellige køer. Eller for at bruge hans egne ord: at afsløre de forklædte nassere. Nasserne er for eksempel modtagere af Statens Uddannelsesstøtte og brugere af de gratis universiteter. For penge brugt på det er »en overførsel til dem, som i forvejen kan se frem til høje indkomster«, som han skriver. Klar liberal tale, som man kan være enig eller uenig i, men velgørende at læse som kontrast til det forløjede ordkløveri på Christiansborg, som mest handler om, hvem der er velfærdsstatens fremmeste forkæmpere. På samme måde er KU’erne Kasper Hülsens og Rune Kristensens indlæg læseværdigt. Det er skrevet som en fremtidsvision om en ung gymnasieelevs liv i 2050. Ikke stor skønlitteratur – men interessant, fordi visionen frygtløst karikerer den altfavnende velfærdsstat, som omfatter alle, og som generøst sender børnechecks af sted til både kasseassistenten og mangemillionæren. Det princip beskrives som et levn fra fortiden. KU’ernes tekst er også interessant, fordi de så klart tager afstand fra Dansk Folkeparti – og i science fiction-teksten beskriver et fortidigt rædselsregime mellem S og DF. Og går ind for Tyrkiet i EU. Aner man hos de unge politikere endnu en ny alliance? Ikke som et nyt parti, men som konservativt parløb med de radikale. Interessant tekst under alle omstændigheder, som Bendt Bendtsen burde tvinges til at læse. Og så udfordrende, at man næsten tilgiver KU’erne, at de vil have et atomkraftværk bygget på ruinerne af Christiania og ikke kan nære sig for at fedte for Brian Mikkelsen i deres fremtidsvision. Anonyme ’apparatniks’ Zenia Stampe fra Radikal Ungdom er eneste bidragyder, som har taget bogens titel alvorligt og skrevet et egentligt manifest. Det gør hendes tekst lidt mere pompøs og kedelig. Men alligevel med tankevækkende pointer. For eksempel et opgør med standardisering, et varmt forsvar for nærdemokrati og for en mere retfærdig fordeling af verdens ressourcer. På samme måde er også masser af visioner i bidragene fra DSU, SFU og Enhedslisten. DSU-formand Jacob Bjerregaard Jørgensen vil også have Tyrkiet med i EU og vil desuden have indført en ungdomsminister. Undtagelsen, der bekræfter reglen om, at de unge har visioner, er Kenneth Kristensen fra Dansk Folkeparti. Han vil tilbage og ikke frem, og har da også kaldt sit bidrag for et antimanifest. Men selv det er ærlig snak. Han skriver f.eks., at han helst ser Europa som et frilandsmuseum – »ment i ordets bedste betydning«. Jeg håber, det museum har en nødudgang. Efter hvert afsniter der sat plads af til debat, hvor de kommende politikere udfordrer hinanden. En god ide, men det skæmmer, at spørgsmål og svar her er uden afsender ud over partiprædikatet. At kommende politikere i 2007 optræder som anonyme ’apparatniks’ er en maveplasker efter de tårnspringende visioner. Trods det skal bogen hilses velkommen for sine tiltrængte nye ideer og forslag til nye alliancer – efter forgæves opslag på De Gule Sider.
