Ønsketænkning

Lyt til artiklen

Grænsen til rævelandet er ellers tydeligt markeret med kraftige dufte.

Alligevel vover den lille mus sig indenfor, »fordi den ikke kunne være, hvor den kom fra«. Sådan indleder Kåre Bluitgen sin nye billedhistorie og tilføjer – med en ræv bag øret – at måske var det, »fordi den var lidt for fræk, det kan man ikke vide«. ’Tre ræve og en fjerde’ er en historie om at krydse grænser. Den fortæller, hvad der skete imellem en frygtsom mus og tre røde ræve med vand i munden. Billedsiden er med velberåd hu overladt til Birde Poulsen, der kender til alle slags dyr. Forlaget har sørget for, at Rikke Hvilshøj får et læseeksemplar. I rævelandet kan man ikke forstå, hvorfor den fremmede er kommet. Inden de tre ræve æder musen, vil de godt have besked. Og gennem samtale og eksempler fra livets store katalog over genvordigheder når de fire skabninger frem til, at de egentlig er ret ens. De har alle oplevet frygten. De har sultet. De er blevet mætte. Og de har mistet én, der stod dem nær. Hen imod morgen virrer forsamlingen med ører og knurhår. Er de mon mus eller ræve nu? Og vegetarer? Det er ikke usædvanligt i fablens verden, at fødekæden bliver brudt af snusfornuft og filosofisk samtale. Hér er en ny vinkel på forskelle og ligheder i dyrenes verden. Den lille mus bliver lukket ind i rævelandet, fordi den er bange og sulten og måske en lille smule fræk. Og det illustrerer Birde Poulsen alt sammen i stærke, jordnære farver. De medvirkende dyr er både naturtro, skræmmende og samtidig tillagt menneskelighed i mimik og adfærd. Det er en balancegang, som lykkes. ’Tre ræve og en fjerde’ er en finurlig historie om spisevaner og fredelig sameksistens.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her