Helle Vibeke Jensen har været i Japan.
Herfra medbringer hun ’Slangehund’. Er det en billedbog? Er det et stykke designertøj? Er det en drøm? Der kan svares ja til det hele. I politik tales der for tiden om ’mavefornemmelse’. Sådan er det også med billedbøger. De (af)læses ikke med forstanden. Helle Vibeke Jensens velkendte svævende billeder lægger sig inde i kroppen, og når det er godt, lader man sig viljeløst føre med. Tegnerens virkemidler er ikke dramatiske. Hun arbejder med mangfoldighed og gentagelser. Hendes visioner er tavse som en stumfilm. Bogen er også uden tekst. Fra computerens lager af farver henter hun lige dén nuance, som kan få opstillingen til at lette. Det er sjældent lykkedes bedre end i denne billedsuite om en flyvende hund med slangehoved og lang hale. Her duver Slangehund gennem verden i læseretningen. Den søger efter andre slangehunde, men først må den samle sig et lager af parasoller, campingvogne og mønstrede tapeter. Plastikstole, minareter og sågar et fyrtårn. Man aner en happy end, da den rejsende hund tager plads i læderstolen for at se på én af sin egen art, der danser med en blomst på maven. Der er i hvert fald ikke mere i bogen. Mange voksne medborgere mener, at sådan noget som ’Slangehund’ er alt for avanceret til små øjne. Det er ikke rigtigt, og det er hér, maven kommer ind. Men voksne kan så i stedet forlyste sig med tekstilversionen af bogen, der udkommer som sommerkollektion fra den japanske tøjdesigner Issey Miyakes brand, Pleats Please. Billedbogens hus har mange skabe.
