Carlos afsavede ribben blafrer et sted bagude i bind to, men nu hedder det bind tre, og vi skal videre. Tegneren Dorte Karrebæk og hanhunden Oscar K. alias Ole Dalgaard stopper ikke op ved småting. Bøgerne om ’De tre’ er pænt indbundne, tegnede fortællinger. De er udkommet på et respektabelt forlag. De ligner også bøger, men er i virkeligheden vulkaner af indtryk, som tramper på alle poter og går langt ud over det normalt tilladelige. Serien om ’De tre’ havde aldrig haft en chance på et polsk skolebibliotek! Og det er ikke, fordi ordet »negerdreng« bliver brugt, eller fordi der er dyremishandling og sjov med de handikappede samt almindelig splat. De er bare for sære! Og så anvender Karrebæk og K. kun disse politisk ukorrekte scener som afsæt til en beskrivelse af menneskelig dårskab og dumhed. Klædt i pels. Hunden Carlo er blevet rask igen. Nu er han klar til nye fortrædeligheder sammen med artsfællen Simba og den nederdrægtige kattekilling Røvlund. I tredje bog handler det om en lille harekilling, der kommer i frostboksen. Det handler om børn i bur på børnehjemmet. De er gratis, men negerdrengene er desværre udsolgt. Til gengæld er der halv pris på autister! Det gibber i en velopdragen læser. Her er grovkornet grin med matematik og minoriteter. Her er dyremishandling, terroristbørn og en elskovssyg hanhund. Alt er håndskrevet. Dorte Karrebæk trækker det store læs. Hun er god til at variere de sparsomme virkemidler på den trange plads. Tegningerne er enkle. Farvelægningen er yderst raffineret. Det skrevne ord peppes op med små, rebuslignende tegninger. Der er mere ro og overblik i dette bind, som også helt undgår at aktivere bodegamusklen. En gang imellem skal det siges, som det er. Helt uden hundesnor. At verden er ond. Kærligheden lunefuld. Og at ovnstegt kæledyr smager allerbedst.