Allerede på side 31 tror man, at man har hele plottet.
Mordet er godt nok ikke begået, men det kan kun være et spørgsmål om tid, før grimme, misundelige Mark tager livet af kønne, charmerende Michael. Men så enkelt viser det sig nu ikke at være, om end optakten lægger op til det: en polterabend-happening af den værste slags, der går grueligt galt, tilsat en ven med ondt i sinde. Entreprenøren Michael Harrison er kendt for sine vilde practical jokes, og et par af hans nærmeste venner har fået dem at føle, før de skulle giftes. Det er derfor med ret meget hævnfølelse, de får Michael godt lakket til under en pub crawl, før de begraver ham i en allerede fra starten vandfyldt grav ude i en skov.







