Pocketbøger, billigbøger eller paperbacks. Kært barn har mange navne, og i tilfældet paperback – som vi her kalder den lille billige bog i lommeformat – er der vitterlig tale om et kært barn.
Det beskedne udstyr og den tilsvarende beskedne pris har gjort både store klassikere og brede underholdningsbøger tilgængelige også for de læsere, der ikke nedstammer i lige linje fra det bedre borgerskab. Med risiko for at blive for højstemt er det lige før, man kan gå så langt som til at kalde paperbacken demokratisk. Det er uklart, hvornår den første egentlige paperback så dagens lys. Nogle historikere hævder, at en række selvudviklingsbøger fra 1800-tallet under navnet ’The American Library of Vital Knowledge’ kan ses som en forløber for paperbacken, mens andre i samme periode eksperimenterede med bøger, der billigt blev solgt kapitel for kapitel og sendt med posten.







