I de senere år har jeg med alt for korte mellemrum modtaget en sørgelig melding fra jævnaldrende venner og bekendte.
De er ’gået ned’ – som det hedder – med stress, depression og fysiske kollaps, som synes betingede af deres arbejde. Enkelte er døde af det. Om det er prisen for den stærkt oppiskede produktivitet i dette land, eller om det bare er sammenbruddenes tid for os i trediverne, ved jeg ikke.





