Allerede på den første side står det klart, at noget er galt.
Der fortælles om svigt, tyveri, hjemløshed og psykisk sygdom. Lidt længere fremme kommer tandpinen til, og den viger ikke i resten af historien. Det gør ondt! Vi er i en nordamerikansk Metropolis, hvor Heck på 13 år leder efter sin mor. Priserne er regnet ned over canadiske Martine Leavitt for ungdomsromanen ’Superkid’. Heck leger, at han er superhelt i en anden verden. Hans mor lever i en anden verden. Nu er hun forsvundet, og de er sat ud af lejligheden. Over en angstfyldt uge følger bogen drengens forsøg på at finde hende – og noget at holde fast i – mens tænderne hviner i munden. Og vagtmanden i Centret spidser blyanten. Historien hæver sig hurtigt op over banal realisme. Den lader Heck møde stenbroens sære skabninger. Venlige og uvenlige mennesker. Den bruger ord og begreber fra tegneseriens verden. Og den ender med at reflektere over begrebet en god gerning. Det er Hecks speciale. Sådan ser der ud inde i hovedet på et barn, der har været voksen altid, og som er ved at give op. Hecks mantra er det ur-amerikanske – alt er godt. Han er svær at nå. Så han skal næsten falde om i rendestenen, hvad han også gør, inden nogen tager hånd om ham. Naturligvis finder han sin mor, men forinden har han fundet drengen Marion, der taler til små rumvæsner inde i sin frakke. Det er berigende og bevægende at læse om disse to marginalers forsigtige omgang med hinanden og endelige »molekylære sammensmeltning«. Nænsomt slutter ’Superkid’ i sprød dur. Alt er næsten godt. (Nej, det er ikke!) Martine Leavitt skynder sig at lukke bogen. Læseren kan så håbe på, at der er flere gode gerninger på vej til en lille, flosset superdreng. Oversættelsen er god og lydhør undtagen sætningen »han var skæv af p-piller«.
