Når kvinder siger, at de oplever at blive diskrimineret i erhvervslivet, at kvinder bliver sorteret fra til lederstillingerne, fordi mænd vælger mænd, er der knap nok nogen, der tager notits af det.
Det er den sædvanlige sang. Nåh, hvor er det synd. Men når én mand siger det samme, skaber det et postyr af den anden verden. I svenske Lars Einar Engströms bog ’En mandschauvinists bekendelser’ er det afsenderen, der er budskabet. Med sine tredive års erfaring fra svensk og internationalt erhvervsliv som personalechef og headhunter må man formode, at han ved, hvad han taler om.







