Indrømmet. Det er min første Atkinson.
Men det er ikke sikkert, det bliver den sidste. ’En god gerning’ – den femte i rækken af oversatte Kate Atkinson-romaner – svøber sig om læseren som et broget slumretæppe, lige til at forsvinde i et par ensomme eftermiddage i oktober. Briterne kan noget med at lade det ene bestialske mord følge det andet, ægteskaber gå i opløsning og hele tilværelser synke i grus uden at forstyrre den generelle stemning af ’nu-sætter-jeg-vand-over-til-te’-hygge. Det er ellers ikke, fordi Kate Atkinson, der selv bor i Edinburgh, tegner en skotskternet turistidyl, næh, sarkasmen lægger en kuldslået distance til personerne i den aktuelle mordgåde, men alligevel forbarmer hun sig over de fleste og tildeler dem større og mindre portioner sympati midt i deres plettede, bøvlede liv. Og Atkinson er rigtig, rigtig god til at udstille bøvlet i de utjekkede liv, der trods alt leves flest af: skuespillerinden, der så sjældent får en rolle, at stillingsbetegnelsen nærmer sig det misvisende; alenemoderen og hendes kamp med en øgleunge af en bumset teenagesøn på afveje; den aldrende rigmandsfrue, hvis hele tilværelse af ferskenfarvet luksus bygger på bedrageri; den ensomme forfatter, hvis kulørte krimier udgør hans eneste sociale liv ... Og endelig – hvilket sikkert vil glæde trofaste læsere – den misfornøjede eksdetektiv Jackson Brodie, som sidder trygt på spring. Livsens ondskab Med den russiske matrosjkadukke som et noget fortærsket billede på gåden i gåden – og reel statist i historien – fletter Atkinson alle disse skæbnetråde sammen, mens den årlige teaterfestival i Edinburgh rager op som larmende kulisse og et meget sort rengøringsselskab med russiske ungmøer i meget lyserøde kitler spreder erotisk ladet mystik. ’En god gerning’ er absolut spændende på den udholdelige måde. Overfald og andre ugerninger sker med nogenlunde passende mellemrum og parallelt med den store opklaring, som ganske vist mudrer noget til mod slut i forbløffende sammentræf af den lidt for kække slags.
