Dette er en moppedreng af en jødisk familiesaga.
760 sider, som det tog en rum tid at tygge sig igennem. Men jeg nød hvert minut og glædede mig imellem læsningerne til at vende tilbage til den – det var måske derfor, jeg var så længe om det. Forfatteren af ’Melnitz’, schweiziske Charles Lewinsky, har i 2002 fået en pris for romanen ’Johannistag’, men han har ikke tidligere været oversat til dansk. I Hanne Lunds hænder kan han roligt se frem til flere danske oversættelser. ’Melnitz’ udkom i 2006 og strøg til tops på bestsellerlisterne. Titlens Melnitz er en gammel, bitter jøde, der er død adskillige gange, men kommer tilbage i ånden hver gang, og for hver gang endnu stærkere.





