Tænkte forfatteren og Information-anmelderen Thomas Thurah, der sidste år lod Klaus Rifbjerg og Kim Larsen sludre i bogen ’Så mange var ordene’. Så her har vi endnu en samtalebog, og der kan snart ikke være andre end Fanden og hans oldemor, der ikke har lagt krop til dette tidsfænomen. Helt galt kan det selvfølgelig aldrig gå med Anker Jørgensen og Bodil Udsen. Især sidstnævnte – men hun er jo også kun 82 år! – er sjov at lytte til, som når hun beretter om sin teenageforelskelse i tidens romantiske skuespiller Mogens Wieth, der gik i klasse med hendes bror. Hun løb ud foran en bil og lod sig køre over for at vise ham, hvor meget hun elskede ham.
Heldigvis skete der ikke noget med hende. Og den tilbedte lagde selvfølgelig slet ikke mærke til episoden. I den anden ende af bogen og livet er det da også rørende, at Anker Jørgensen siger om sin kone Ingrid: »Vi havde det godt sammen, og jeg holdt så meget af hende, at det er rimeligt at sige, at jeg elskede hende«. Bodil og Anker Men der er godt nok langt mellem snapsene. Bogen er blevet til i løbet af fem dage, fortæller Thomas Thurah, der har delt den op i 14 kapitler, hvert af dem indledt med gamle billeder af de to implicerede eller af begivenheder i samfundet og med titler som barndom, besættelse, kultur, kold krig og kvindekamp.





