Om så det gælder’.
Det er titlen på Hanne Richardt Becks nye roman, og vi kan jo alle sætte det lille ord ’dø’ foran. Hvad vil det sige at have en overbevisning, og hvad vil det sige at kæmpe for den? Romanen har tre centrumfigurer: søskendeparret Vita og Viggo og klassekammeraten Max, der senere bliver Vitas kæreste. Vitas far har en klar leveregel: »Man kan vælge at være menneske«. Det vælger Vita så, da hun er sygeplejeelev under besættelsen og oversygeplejersken får hende ind i det illegale arbejde som kurer for gruppen Damehotellet. Vita er et ordentligt menneske, men ellers tegner det sig ikke så enkelt i denne roman, som forfatteren har dediceret til sin afdøde far, der var aktiv i modstandsbevægelsen. Romanen beskæftiger sig i al sin udfoldede skildring af både skæve, skøre og alvorlige eksistenser med, hvad der driver disse mennesker.








