Sidste år udgav Kirsten Carlsen den forunderlige, omvendte poptøsebog ’Hvem gider være Norma(l)?’
Den handler om en pige, der vedholdende søger sin drømmeprins – hele vejen til Australien – og bliver klogere. Nu handler det om Karla fra Holstebro, der frygtsomt søger en fyr at holde af. Hun bliver klogere, selv om det koster. Bogens uimodståelige titel er ’Sex eller sandheden’. Vi er i den parallelle virkelighed. Der hvor nætterne glitrer af diskolyset. Der hvor bagtalelse følger efter iagttagelse. Der hvor kroppen er mest til besvær. Og der hvor egoet er så småt som det frø, der tager bolig i Karlas mave. Alt sammen fortalt i tindrende nutid. Kirsten Carlsen har leveret endnu en forunderlig rapport fra ’pigeland’, så man krymper sig. Hvor svært kan det være at blive voksen? Så svært! Benhårde iagttagere Historien begynder med, at Karla barberer sig i skridtet. Det bliver noget værre rod. Karla skal til fest, og selv om hun ikke venter andet end tømmermænd, skal facaden være i orden. Karlas nye bukser har kostet 1.200 kroner, og alligevel kan hun ikke hamle op med de tjekkede tøser i superligaen i hendes 1.g. Karla går i samfundsfaglig, selv om hun ikke interesserer sig for politik. Hvad der interesserer Karla, er at lande på jorden med en hånd i sin.







