Hvis Helle Thorning-Schmidts selvsikre prognose holder stik, vil hun blive den første kvindelige statsminister her til lands. Hun er allerede den første kvindelige leder af Socialdemokraterne, vel også den første S-leder, der ikke er vokset op i hverken parti eller bevægelse, men i et borgerligt middelklassehjem på Københavns Vestegn. Og nu får vi en bog – ’Den første’ – der lader hende tale ud og fortælle os, hvem hun er, hvor hun kommer fra, og hvad hun vil. Hun er ikke bare sig selv, som vi kender Schlüter og Nyrup og Fogh. Som Thorning–Schmidt selv fortæller, er hun i dén grad Johannas og Camillas mor, Stephens kone og del af et interessant netværk på tværs af parti og fagbevægelse og især på tværs af grænser. Et helstøbt menneske med familie og bollebagning – sådan tegner Noa Redington og Thorning-Schmidt selv billedet af vort politiske alternativ. Det er også påfaldende, hvor hun kommer fra. For Helle Thorning kommer tydeligvis ikke nedefra som en anden DSU’er. Ikke oppefra som en af de etablerede stjerner, der dumpes ned med faldskærm på magtens taburet. Og ikke henne fra klumpen af jævne folketingskandidater, hvor nye ledere testes og ofte droppes igen.
Fra den sværeste bane
Nej, Helle Thorning-Schmidt kommer udefra – helt ude fra den sværeste bane i dansk politik: EU, Bruxelles og Strasbourg. Det er dér, man plejer at anbringe trætte pinger, men alligevel er det netop dér, at Helle Thorning-Schmidt fik sin uddannelse (på eliteskolen College of Europe), forelskede sig i sin mand (britiske Stephen Kinnock), for alvor stiftede bekendtskab med politik (som leder af det socialdemokratiske sekretariat i parlamentet) og fandt sit netværk (omkring parlamentet og kommissionen).
Helle Thorning-Schmidt kom ind fra kulden, helt ude fra det overdrev, som andre politikere frygter for det værste, de ved: glemsel, bureaukrati og en internationalisering, der gør sig ved festtaler, men ikke ved mødet med hverdagens vælgere. MEN hvad kan Helle Thorning-Schmidt så sige om, hvad hun vil? Hun er instinktivt engageret og vil intuitivt være med, hvor ting sker. Hun blev næsten en del af EU’s politiske elite, før hun selv formulerede en europæisk politik. Hun kom fra Bruxelles til LO’s Europa-sekretariat i København, ikke omvendt. Og hun gør sig klart, at mens den ældre generation husker, hvad de lavede, da Kennedy blev skudt, eller Armstrong tog de første skridt på månen, er de to billeder, hun selv »har taget med i livet«, dels Berlinmurens fald og dels Mitterrand & Kohl, som tog hinanden i hånden ved mindesmærket i Verdun for at forsone Tyskland og Frankrig.
