På Kunstmuseet Louisiana kan man for tiden studere Andy Warhols celebre maveskind.
Det maveskind, som den radikale feminist Valerie Solanas gennemperforerede en dag i 1968, da hun i galskab, skuffelse over et afvist manuskript eller som led i et feministisk bagholdsangreb ønskede at dræbe kunstfabrikanten Warhol med sin pistol. Selvfølgelig smøgede Andy siden hen sin sorte rullekravetrøje op og trak en anelse ned i bukselinningen, så mesterfotografen Richard Avedon kunne forvandle skudsår til kunst, kønspolitisk paranoia til megadyrt og kanoniseret værk. Så hvem fik egentlig ram på hvem? Jeg forstår godt, at en ung forfatter med ambitioner på både kunstens og kønnets vegne springer rækken af halvglemte dronninger og forsmåede adelsfrøkner over, når det biografiske arvemateriale skal gennemrodes for saftige historier. Valerie Solanas har i kraft af skriftet ’SCUM Manifesto’ stadig star quality i rabiate kredse, og hendes attentat mod Warhol sætter en lavine af delikate spørgsmål i gang. Hvorfor ham – den følsomme kunstnerbøsse, hvorfor hende – den begavede freak, hvorfor lige den dag i New York i frigørelsens årti?
